Skriftestolen

Anslaget: da de to herre spassere i parken.

Præsentrationen:

Uddybning:

Point of no return: da han lytter til skriftestolen

Konfliktoptrapningen: Antonio går ind i soveværelset.

Hovedkonflikten eller kimaks: Der hvor arkikten bliver dræbt

Udtoning: efterfølgende handling

 

Skriftestolen – karakteristik af sproget

Meget beskrivende skreven sprog, mange adjektiver

Ældre sprog – f.eks. anden stavning af ord som Vedblev, bi – bliv, graciøst, konvulsiviske, vederfares,

En del italienske egenavene

Voldsom sprogbrug – side 4

 

 

Personkarakteristik af de tre centrale personer:

Antonio Carracciolo

Ydre kendetegn:

·         Ca. 25 år

·         Stor

·         Stærktbyggget

·         Bredskuldret

·         Alvorligt ansigt, ingen lidenskab.

Kendetegn udtrykt gennem handlinger

·         Han er behersket

·         Rolig

·         Bestræber sig på at holde facaden ren, se s. 435, linje 32.

·          

Lauretta

Ydre kendetegn

·         Antonios kone

·         Langt sort hår

Indre kendetegn:

·         Naiv

·         Bange for sin mand, fordi hun er helt tavs efter at han beretter om hændelsen.

Giulio Balzetti

Ydre kendetegn

·         Arkitekt

·         Fintbygget

·         Slank

·         Ikke særlig gammel, ”Næppe udtrådt ynglingsalderen

·         Smukt livligt ansigt

·         Mørke, næsten kvindelige øjne. 

Indre kendetegn

·         Ung og naiv, han tror han kan være venner med sin elskerindes mand.

 

Den ene var en mand på omtrent fem og tyve år, stor, stærk bygget, bredskuldret, med et alvorligt ansigt, hvori ingen lidenskab syntes at have sat sit præg.
Den anden, fint bygget, slank og næppe udtrådt af ynglingsalderen, lod sit smukke livlige ansigt med de mørke men næsten kvindelige øjne.

Fornuft og følelser

En pæn dame forelsker sig i en anderledes (den første) mand.

Tema : kærlighed , hvilket er typisk for størstedelen Christian Winthers noveller

familiens undergang og genopretning

Man kan dele novellen ind i 3 faser; 1. Orden 2. Udfordring 3. Ny orden

Går man lidt tættere på to sidstnævnte noveller går mange af de samme temaer igen:

Umoralen i skikkelse af den erotiske lidenskab går dårligt i spænd med den borgerlige pænhed. Den pæne overflade, biedermeiertilværelsen, revner, da denne umoral eller de forbudte følelser bliver kendt. Karakteristisk for begge noveller er, at det er virkningen af konflikten eller den udløsende faktor, der er fokus på mere end selve konflikten. Det vil sige, at det interessante er, hvad konflikten gør ved mennesket sind, ikke konflikten i sig selv.

I den første del eller fase af novellen ånder alt fred og fordragelighed, kirken bliver pyntet som sædvanlig og alle synes at have det godt. Udfordringen for marchesen kommer da han overhører sin kone skrifte og derved bliver klar over det massive hul der er blevet slået i hans ellers så fredelige og harmoniske tilværelse. For at lappe sin tilværelse sammen igen dræber han elskeren, og nu da både han og præsten er væk kan livet fortsætte som før. Men under den tilsyneladende fejlfri facade lurer en ny virkelighed formarchesen og hans kone; han er blevet klar over tilværelsens dobbelthed. Det er gået op for ham at ting ikke altid er det, de giver sig ud for at være; hans unge og dydige Lauretta viser sig også at være bedragerisk, upålidelig og utro. Den nye orden træder i kraft da marchesen og Lauretta påbegynder denne nye tilværelse sammen; ”Marchesen berørte aldrig denne Sag for sin Kone; saavel i Verden, som i sit Hjembehandlede han hende tilsyneladende med stor Agtelse, ja stundom endog med en ham ellers ikke egen Ømhed. Men i hendes Sovekammer satte han aldrig mere sin Fod.” Han spærrer hende altså inde i et kærlighedsforladt fængsel som hun ikke kan bryde ud af uden at røbe sin synd for byen og derved bringe en enorm skam over sig selv.